Denne artikel vil gennemgå ændringerne i advokaternes møderetsmonopol over de sidste par år, samt give et bud på advokatens rolle i fremtidens retssag.

Det har altid været den gældende regel i dansk ret, at parter involveret i en retssag for domstolene lod sig repræsentere ved advokat. Dette møderetsmonopol bliver dog sat på prøve.

Ved lov nr. 520 af 6. juni 2007 om ændring af retsplejen (Revision af regler om advokaters virksomhed) vedtog Folketinget bl.a. at lempe advokaters møderetsmonopol. Der blev åbnet op for at andre rettergangsfuldmægtige end advokater kunne møde i sager omfattet af den forenklede inkassoproces (retsplejelovens kapitel 44 om betalingspåkrav), småsagsprocessen og under generelle udlægsforretninger for fogedretten.

Lempelsen af mødemonopolet trådte i kraft den 1. januar 2008.

I forbindelse med lempelsen af advokaters møderetsmonopol, er der i retsplejelovens § 316, stk. 1, 2. pkt indført regler om, at udgifter til bistand fra personer der som ikke-advokat repræsentere en part under en retssag, kan erstattes med et passende beløb. Det bemærkes dog at denne ikke-advokat erhvervsmæssigt har repræsenteret en part i medfør af retsplejelovens § 260, stk. 5, eller har repræsenteret en part i medfør af retsplejelovens § 260, stk. 6.

Opgørelsen af det beløb hvormed udgiften til den ikke advokatuddannede rettergangsfuldmægtige skal erstattes, forudsættes jf. landsretternes notat om sagsomkostninger i småsager og sager i øvrigt med en økonomisk værdi på højest 50.000 kr. samt sager, der er omfattet af lempelsen pr. 1. januar 2008 af advokaternes møderetsmonopol af 20. december 2007, at skulle foretages på samme måde som ved erstatning for udgifter til advokat – dvs. efter landsretspræsidenternes vejledende takster.


Advokatens rolle under småsager

Ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreformen) vedtog Folketinget bl.a. et forslag om indførelse af en særlig proces for behandling af civile sager om mindre krav (”småsager”).

Reglerne om behandling af disse civile sager om mindre krav blev indsat i retsplejelovens kapitel 39, og finder anvendelse på sager, der anlægges efter den 1. januar 2008. De nye regler bygger bl.a. på dele af Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den civile retspleje III.

Om en part repræsenteres ved advokat eller ved ikke advokatuddannet rettergangsfuldmægtig er i denne proces irrelevant. Det fremgår af retsplejelovens § 408, stk. 1 at sagsomkostninger i småsager fastsættes efter reglerne i retsplejelovens kapitel 30, med den begrænsning der følger af retsplejelovens § 408, stk. 2, med hensyn til sager der har en økonomisk værdi på højst 10.000 kr.

Det bemærkes, at parterne ved aftale kan fravige både de almindelige omkostningsregler jf. herved i retsplejelovens § 312, stk. 1 og den særlige begrænsning i, hvor stort et beløb der maksimalt kan tilkendes i de mindste sager til dækning af advokatbistand eller til anden dækningsberettiget bistand end advokatbistand, jf. herved retsplejelovens § 408, stk. 3.

Henvisningen til de almindelige regler om sagsomkostninger i retsplejelovens kapitel 30 bevirker, at den tabende part skal erstatte den vindende parts udgifter til advokat eller anden rettergangsfuldmægtig, samt denne advokat eller rettergangsfuldmægtigs forberedelse af sagen med et passende beløb, og at alle andre udgifter skal erstattes fuldt ud.


Advokatens fremtidige rolle

Ved ændringerne indenfor inkasso, generelle fogedsager og småsager, er advokatens møderetsmonopol indskrænket væsentligt.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 520 af 6. juni 2007 om ændring af retsplejen og af forarbejderne til lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreformen), at der ikke ved ændringerne må blive tale om ”discount retfærdighed”. Advokaten vil fortsat spille en væsentlig rolle i fremtidens retssager, men advokaten må samtidig forberede sig på konkurrence fra en hidtil iset kant.

Man kan kun forvente at udviklingen fortsætter, og at advokatens rolle i fremtiden vil blive mindre og mindre udtalt og påtvunget.

NY KLIENT?

Klik her for at komme igang

Gør din kunde indsigelser imod dit krav og er kravet på under 50.000 kr.?
Så har du en småsag.

Indtast din e-mail her, og vi sender dig en mail med en gratis vurdering af din sag. Så ved du, hvor du står.